Sunde medarbejdere giver penge på kontoen
Robert Bosch med personalechefen Jan Gerding i spidsen, har siden 2006 arbejdet målrettet på at forbedre medarbejdernes sundhed. Dette har medført mange kreative tiltag, og nu kommer der også en kontant belønning på Danicas Sundhedsforsikring. Robert Bosch får nemlig, som den første virksomhed i landet, 10% rabat på Danica Sundhedsforsikring, fordi virksomheden ligger 5% over det gennemsnitlige sundhedsniveau. Dette dokumenteres ved analyserne i Danica Sundhedsfremmer. De gode resultater viser, at virksomheden prioriterer medarbejdernes sundhed og trivsel. Men denne prioritering kommer ikke fra den ene dag til den anden.
Fokus på stress
Der ligger flere års målrettet arbejde på at forbedre Robert Bosch’s sundhed bag besparelsen på Danica Sundhedsforsikring. I 2006 starter personalechef Jan Gerding et fokus på stress, hvor målet er at sænke medarbejdernes sygefravær. Det første skridt bliver at nedskrive en stresspolitik, der indebærer faste arbejdsgange, og ikke mindst ekstern hjælp, hvis en medarbejder ønsker støtte i forbindelse med stress. Dette medfører at Robert Bosch allerede i 2008 har 50% lavere sygefravær på grund af stress.
Succes avler succes
Succesen omkring stress danner grobund for et bredere fokus på sundhedsfremme og i et tæt samarbejde mellem ledelse, sikkerhedsudvalg, medarbejdere og SundhedsDoktor udformer Robert Bosch en sundhedspolitik, der har et selvstændigt fokus på alle de primære områder indenfor sundhedsfremme: psykisk arbejdsmiljø/stress, kost, rygning, motion og alkohol.
Sundhedspolitikken bliver tænkt strategisk ind i virksomhedens overordnede politik, og Jan Gerding har i dag projektansvarlig Marianne Larsen til blandt andet at føre sundhedspolitikken ud i livet.
Medarbejderne har ideerne
For at denne sundhedspolitik kan komme ud til medarbejderne, er det meget vigtigt for Marianne Larsen og Jan Gerding, at det er medarbejderne, der kommer med ideerne til, hvor og hvordan virksomhedens sundhed skal gribes an. Derfor er medarbejderne hele tiden med på råd, og de har blandt andet været involveret i en sundhedsworkshop, hvor alle ideer er kommet op til overfladen og de bedste er blevet udvalgt.
Ekstra penge til medarbejderne
Medarbejderne skal dog ikke kun komme med ideer til de nye tiltag omkring sundhed, de skal også bestemme, hvad rabatten fra Danica Pension skal bruges til. De ekstra penge ryger nemlig ikke direkte ind i regnskabet, men er derimod øremærket til medarbejderne.
