KMD vælger SundhedsDoktor som leverandør af sundhedsordning til ca. 3.000 medarbejdere

Medarbejderne får adgang til flere end 1000 klinikker i hele landet

Med opstart primo januar har en af Danmarks største IT-virksomheder KMD valgt SundhedsDoktor som leverandør af sundhedsordningen til de ca. 3.000 medarbejdere hos KMD, som ligger under IT-overenskomsten inden for Dansk Erhvervs område.
 
Alle medarbejdere under IT-overenskomsten får med sundhedsordningen adgang til fysioterapi, massage, kiropraktik og zoneterapi, hvis medarbejderen pådrager sig en arbejdsrelateret skade eller gene.
 
Desuden får alle medarbejdere adgang til telefonrådgivning samt SundhedsDoktors sundhedsportal med spændende sundhedsindhold og online adgang til at kommunikere med læge, motionsvejleder og kostvejleder.
 
Anne-Mette Bøjstrup Nielsen, Arbejdsmiljøchef hos KMD, siger:

”Vi har naturligvis i KMD en målsætning om at alle vores medarbejdere under IT-overenskomsten opnår de bedst mulige betingelser og muligheder med denne sundhedsordning, hvad angår kvalitet, fleksibilitet og økonomi. At valget er faldet på SundhedsDoktor skyldes væsentligst det meget store netværk af klinikker, som SundhedsDoktor råder over, som giver medarbejderne meget stor frihedsgrad i valg af behandler og klinik samt at SundhedsDoktors behandlingsordning giver medarbejderne mulighed for behandlingstider, som afspejler medarbejderens behov”.
 
Sampension er ansvarlig for levering af pensioner og forsikringer til KMDs medarbejdere under IT-overenskomsten, og KMD og Sampension har derfor i fællesskab valgt SundhedsDoktor, som leverandør.
 
SundhedsDoktors kliniknetværk, der er et af landets mest omfattende, består af flere end 1000 behandlingsklinikker over hele Danmark inden for fysioterapi, massage, kiropraktik og zoneterapi.
”Det er ikke tilfældigt, at KMD nævner vores kliniknetværk som en af årsagerne til at vælge SundhedsDoktor. Vi er meget stolte af vores netværk, som dækker meget bredt og består af nogle af landets bedste klinikker. Desuden gør vores stærke og integrerede it-platform det let og hurtigt for vores kunders medarbejdere at få den rigtige behandling”, siger Søren Agerskov fra SundhedsDoktor.

”Dels er netværket med over 1000 klinikker så stort, at vi dækker selv de mindste byer i Danmark, så medarbejdere kan kommer til lokalt i de klinikker, de kender i forvejen og uden lange transporttider. Samtidig er det et af vores principper, at det er den enkelte fysioterapeut eller kiropraktor, der afgør behandlingslængden ud fra en rent faglig vurdering. Vi adskiller os således i markedet ved, at vi ikke foretager et centralt diktat af behandlingslængde af forretningsmæssige hensyn”, påpeger Søren Agerskov.